5 dages tur til Mallorca

IMG_4130
Steffen Møller
22/12-2019

5 dages tur til Mallorca

I vinteren 2019 besluttede 2 af mine venner og jeg, at vi skulle en tur til Mallorca for at cykle. Vi havde kun mulighed for at være afsted fra onsdag-søndag og vi ville gerne booke tingene selv, men når vi kom til Mallorca, så skulle alt være nemt.

Jeg havde forinden turen lavet en del research på, hvor det er mest optimal at bo i forhold til at køre de bedste bjergruter på Mallorca. Vi ønskede dog også at bo et sted, hvor det vil være fedt at være om eftermiddagen, når vi kom hjem fra en lang dag i sadlen.

Mallorcas optimale lokation

Den optimale lokation så ud til at være Port De Pollenca, som ligger nord for Alcudia og helt ud til kysten. Afstanden til bjergene passer med en let opvarmning og de 3 primære mål, Cap de Formentor, Sa Calobra og Puig Major er inden for en fin afstand. Primært afstanden til Cap de Formentor gjorde, at det var muligt at køre en super tur på afrejsedagen, da der kun er 43 km. til fyret t/r. Dermed udnyttede vi den ”korte” cykelrejse optimalt.

I Port De Pollenca undersøgte jeg forskellige overnatningsmuligheder og faldt over en dansk rejseudbyder, der hedder Flow Fit Mallorca, som gjorde valget nemt. Deres hotel er super fedt med lækre værelser, pool og ligger på stranden tæt på byens havneliv.

Vi bookede en lejlighed der havde tagterrasse med havudsigt og jacuzzi – og det var super fedt, men mindre kan også gøre det. Lejlighederne på hotellet passer til 2-4 personer, hvor 3 er passende, men hvor 4 bliver for mange, da det bliver for trangt med cykler i lejligheden. Det er måske det eneste negative ved Flow Fit Mallorca hotellet – nemlig at der ikke er en aflåst cykelkælder. Jeg ville nok tage min cykel med op lejligheden alligevel ☺

Hvis man ikke ville have sin egen “låge” med, så er det muligt at leje cykler hos en dansk udlejer der bor ved hotellet og de kan også hjælpe med reparationer på stedet – det er en super facilitet. Der var naturligvis pumpe, vaskegrej osv. til fri afbenyttelse.

Alt var nemt og kvaliteten i top

Flow Fit Mallorca der er dansk og ejes af Lasse Flyvbjerg, gjorde opholdet super nemt for os. De sørgede for afhentning i lufthavnen da vi ankom ca. kl. 22 og kørte os direkte til hotellet, hvor der var mad, sodavand og vand i køleskabet til os, som vi havde aftalt ved bestilling. Inden afrejse fik vi hjælp fra Lasse til at sammensætte rejsen, så den passede perfekt til vores ønsker og behov.

Vi kunne selv have lavet mad på vores værelse, hvor der var et fint the-køkken, køleskab osv., men vi valgte at tilkøbe morgen- og aftensmad buffet. Det spiste vi på nabohotellet og konceptet med buffet og lange cykelture var en rigtig god kombination – aldrig har jeg spist så meget. Maden var god (trods buffet) og varieret så man kunne selv bestemme, hvor sundt man vil spise.

Vi var på Mallorca for at cykle (og arbejde om eftermiddagen), så vi havde ikke mulighed for at deltage i de mange aktiviteter, som Flow Fit Mallorca dagligt arrangerede. Fx. yoga, stand up paddle, vandreture og meget mere, men vi hørte fra andre beboere på hotellet, at disse aktiviteter også var af høj kvalitet. Der var dagligt guidede cykelture inddelt i forskellige niveauer, men vi valgte at køre efter ruter, som vi havde lagt på Strava + Garmin. Alle guiderne var danske og det var de andre gæster også. Fælles var cykling eller tri og hotellets gæster var fra firmaer der havde deres medarbejdere på tur, cykelklubber eller blot enkelte personer på cykel/ tri/ aktiv ferie.

Port De Pollenca

Det var en fantastisk følelse, når vi efter en dag på landevejen, en tur i tag-jacuzzien, lidt arbejde og den store aftensmadsbuffet kunne gå fra hotellet og ind til Port De Pollenca på 5 minutter for at drikke en god kop espresso og velfortjent øl/vino. I Port De Pollenca besøgte vi bl.a. cafeen der kaldes Wiggins’ bar: Tolos Bar, Passeig de Londres, 4, 07470 Port de Pollença. Baren/restauranten er pyntet med cykeltrøjer fra de store løb, cykler osv. Bradley Wiggins er vist venner med barens ejer og en masse af Wiggins trøjer og et par af hans cykler er derfor at finde i baren.

Port De Pollenca har også en fin havnepromenade, som er turistet uden det er kammet helt over. Området er naturligvis præget af cykelryttere og man kan på fortovscafeerne ned til vandet sidde og betragte de mange stilarter, der praktiseres på jernhesten.

Kommer igen

Det var en kort tur og derfor skulle det hele være nemt og det var det. Vi tog med lufthavnsbussen fra Aarhus til Billund lufthavn efter arbejde onsdag sidst på eftermiddagen og kom frem til hotellet ca. kl. 24. Torsdag cyklede vi en kort tur til fyret (Formentor) på i alt 43 km. + en lille ekstra stigning, så vi i alt nåede op på 1.000 hm.

Vi valgte en kort tur, da det var først på sæsonen og vi skulle have benene i gang. Fredag cyklede vi til Sa Calobra og retur – opstigningen gør lidt nas til sidst ☺. Det blev en tur på 107 km. og lige godt 2.000 hm.

Lørdag kørte vi ind midt på øen, via små veje og det var superfedt. Derefter kørte vi op i bjergene og endte på Puig Major – det blev vores kongeetape på 125 km. og godt 2.000 hm. Søndag nåede vi lige en hurtig tur til fyret, inden vi fik et bad og blev kørt til lufthavnen sammen med en del andre gæster.

Vi kommer igen fordi hotellets placering, hotellet, personalet, omgivelserne og maden var et super fundament til en rigtig god cykelferie.

Af Steffen Møller

TCC Logo(3)

Snart er der fart på!

Opret din bruger i dag og få adgang til artikler, konkurrencer og fordele. Du får mere end 400 artikler at boltre dig i – med nye artikler hver uge.

… og prisen? Det koster ikke noget!

Relaterede indlæg

opret dig som bruger

Bliv en bedre cykelrytter

Vi tager dig med ind i den virkelige cykelverden og deler viden og erfaring med dig gennem artikler, guides og video-guides.

Mere end 400 artikler samt nye artikler hver uge

Om din favorit disciplin er MTB, race eller grus og om du kører 1-2 ture om ugen eller er A-licens rytter, så har vi med garanti artikler med inputs, tips og tricks, der kan gøre dig til en bedre rytter.

Hent app’en og kom i gang i dag.

The Cycling Club Login

Indtast dit brugernavn og adgangskode, eller login med Apple- eller Google-id (forudsætter at du har oprettet din bruger med Apple- eller Google-id).

Endnu ikke medlem?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på skype