Blindgyder – del 1 og 2
Del 1
I mit arbejde som træner og selv aktiv atlet er det tit, jeg møder cykelryttere, som er endt i en blindgyde. Evnen til at være disciplineret, målrettet og stædig som bare pokker er alle træk, som er en kæmpe fordel i alle slags sportsgrene. Ulempen kan være, at man nogle gange bliver for fokuseret og mister forbindelsen til det fornuftige.
Jeg vil i denne artikel beskrive nogle af de mest almindelige blindgyder.
- Ensidig træning
- Overdreven fokus på vægt og kost
- Træning når kroppen er i overreaching fasen.
- Overdreven fokus på at gennemføre træningen til punkt og prikke.
Ensidig træning
Man træner på de samme dage og med de samme mennesker, som man plejer. Ruterne er sikkert også de samme og i mange tilfælde er træningen også den samme. Selvom man træner hårdt og føler sig træt efter træningen, sker der ikke nogle udvikling. Det kan være fordi du har nået dit fysiologiske loft, men mere sandsynligt er det, at du træner for ensidigt. Kroppen responderer bedre på nye påvirkninger og kendte påvirkninger har kun en mindre effekt. Så ved at disrupte din egen træning, kan du opleve et formløft. Det kan også være fordi du pludselig begynder at træne noget, du ikke gør normalt. Vi mennesker er vanedyr og ofte komme vi til at gentage os selv igen og igen. Det vil i en træningsmæssig forstand ofte være, at vi træner det, som er sjovest og ofte det vi i forvejen er bedst til og derfor ikke oplever en særlig stor udvikling. Så varier din træning og oplev et løft.
Kost og vægt
Overdreven fokus på vægt og kost er den hyppigste årsag til kronisk træthed hos sportsudøvere. Mange års fokus på sukkers skadelige effekt i et utal af bøger, videoer og tidskrifter har påvirket den generelle opfattelse af sukker som noget usundt. Lad mig slå fast med det samme, overdrevet indtag af sukker er ikke godt, lige som et overdrevet indtag af vand heller ikke er godt, men som med vand er sukker en vigtig brik i aktive menneskers sundhed. Så alting med måde og hvis du ikke er stillesiddende og inaktiv i hverdagen, bliver du ikke syg og tyk af at indtage sukker.
Cykelsporten har altid haft sine helte og der har altid været en massiv fokus på vægt i cykelsporten. Vi kan heller komme udover at det bliver lettere at cykle (særligt opad), hvis man ikke skal slæbe unødig vægt med sig. Så i cykelsportens dna er lav vægt, markerede muskler og synlige blodåre på kroppen et prestigesymbol.
Vi har endog en gruppe af tidligere professionelle cykelryttere, som prædiker hvad de anser for at være lirens og at selvpineri er en vigtig dyd.
Det er jo rigtigt, at hvis du vil blive en professionel cykelrytter, skal du i den grad leve med at pine dig selv ud i det uendelige. Hvorfor så mange almindelige amatør cykelryttere så vælger denne spartanske levevis, kan virke som en gåde. De har jo ikke som udgangspunkt behov for at skulle være tynde, selvpinende og kronisk trætte.
Jeg tror en del af forklaringen ligger i, at vi i vores dagligdag har så meget komfort og luksus, at vi har glemt at sætte pris på det. Når vi så har været ude i 5 timer i regn og slud bliver et varmt bad pludseligt til en velsignelse og en kold cola kommer aldrig til at smage så godt, som den dag du er helt sukkerkold og må ind på Q8.
Jeg tror vi har fået et behov for noget ”ondt” for at kunne værdsætte det ”gode”, som vi efterhånden tager for givet.
Der ligger også en selvbeherskelse i det at være en seriøs cykelrytter. Denne kontrol af dine lyster, tanker, drifter og fysiske signaler er også stærkt vanedannende. De fleste cykelryttere, jeg kender, sætter en stor ære i det at være afholdende, om det så er sex, alkohol, slik eller mad er ikke så afgørende.
Lige præcis denne tilfredsstillelse af at have fuld kontrol over dig selv er måske den afgørende årsag til, hvorfor særligt spiseforstyrrelser er hyppigt forekommende hos cykelfolket. Nogle vil måske tro at spiseforstyrrelser er noget, som teenagepiger oplever, men jeg har set adskillige helt almindelige cykelmotionister, der har udviklet et problematisk forhold til deres vægt og spisevaner.
Er man på vægten flere gange om ugen, er det som udgangspunkt for meget. Alt for tit oplever jeg et naturligt udsving på 1-1,5 kg grundet væske- og sukkerindholdet i kroppen, hvilket påvirker vægten og herefter humøret negativt. Jeg plejer derfor at anbefale, at man altid spørger sig selv, hvorfor man skal træde op på vægten, før man gør det. Er der ikke nogen rimelig forklaring, er det nok i de fleste tilfælde lige meget.
Brug i stedet tiden på at kysse konen, kæresten, børnene eller hunden, der er lagt større sandsynlighed for, at din træning bliver negativt påvirket af ballade på hjemmefronten end at du er blevet 500 gram tungere.
Så på den ene måde skal du være målrettet, for at opnår den rigtige ”leanness”, men har du for meget fokus på det, risikere du at miste orienteringen og så bliver målsætningen ikke, at kører stærkere på cykel og have det sjovt, men på at holde igen og være afholdende.
——————————————————————————————————————–
Del 2
Træning når kroppen er træt
Alle som træner meget og intensivt har oplevet perioder med næsten kronisk træthed. Man kan godt kører langt med moderat intensitet, men ikke hårdt hvor man vil syrer til med det samme intensiteten kommer op. Denne tilstand er en uundgåelig oplevelse, når man presser kroppen og vil have en udvikling i formen. Vi kalder ofte denne tilstand for overreaching i trænerverden, ikke at forveksle med overtræning, som er langt mere alvorlig. Her er symptomerne, voldsom træthed, manglende appetit, manglende sexlyst, øm krop og ofte dårligt humør. Overtræning er en dårlig tilstand, vi skal undgå og det skal tages alvorligt, hvis man oplever disse symptomer i sammenhæng.
Overreaching er derimod ikke alvorligt og en klassisk del af en periodisering af træningen. Man laver en overreaching i 2 uger og herefter 1 hvileuge, hvor kroppen kan komme ovenpå igen. Problemerne kan opstå, hvis man hen over en periode enten træner så hårdt, at kroppen ikke kan nå at komme sig på 1 hvileuge eller at hvileugen bliver for intensiv og man derfor starter den næste overreaching med en smule træthed i kroppen. Så kan overreacingen på sigt udvikle sig til en overtræning.
Kombinerer man denne udvikling med en overdreven trang til at gennemfører den planlagte træning, ser man nogle gange at cykelryttere ignorerer kroppens signaler i alt for lang tid.
Overdreven trang til at gennemføre træningen til punkt og prikke
For nogle kan denne fokus ende med, at overtage det oprindelige mål om, at udvikle sig og blive bedre. Så målet pludseligt bliver at gennemføre træningen lige meget, hvad kroppen siger.
Jeg anbefaler derfor at træne smart, hvor du træner lidt hårdere når kroppen kan holde til det og lidt lettere, når du ikke kan holde til det. På den måde bliver man tvunget til at tage stilling til om den planlagte træning, også er den rigtige træning. Jeg er ikke tilhænger af lystbaseret træning, hvor man ofte mister den røde tråd. Jeg er mere til en plan, som man følger men med sund fornuft.
