Fra 1. april er det ikke længere tilladt at gå i supertuck eller køre med albuerne på styret, når man kører UCI-regulerede cykelløb. Det står klart efter de seneste regler, som UCI netop har offentliggjort.

Med de nye regler håber man at kunne forhindre styrt og øge rytternes sikkerhed. Men ud fra et rytterperspektiv så ligner UCIs seneste tiltag en omgang symbolpolitik af værste skuffe. Og så virker de mest som en omgang røgslør for, at man i virkeligheden ikke har styr på det væsentlige i den verserende sikkerhedsdebat.

Jeg har endnu til gode at se, at der sker flere styr i det to positioner. Men jeg har endnu ikke til gode at se, hvor mange styrt der forårsages af farlige situationer, som kunne være undgået med flere sikkerhedskrav til arrangørene. Lad os tage et par eksempler.

For et par år siden var jeg i Østrig og køre Oberösterreichradrundfahrt – ja, det hedder det sgu og ja, det er sgu blandt de federe navne på UCIs kalender. Vi kørte en kuperet etape og kom et decimeret felt ind til målbyen, hvor der ventede et par små omgange.

Målet var på brosten, 50 meter efter en skarpt venstresving og der er en meget kringlet passage ind gennem byen lige efter målstregen. Så kringlet, at 6-7 ryttere på første omgang fløj direkte ind i en fortorvscafé, hvis inventar stod halvvejs ude på vejen. Tak for kaffe, siger jeg bare.

Sidste gang ind mod opløbet bragede vi ned af en nedkørsel med vel 70-75 km timen, da vi rundt i en kurve pludseligt mødte en modkørende bil, som var kørt ind på ruten.

Et andet eksempel. Sidste år i Polen skulle jeg køre Tour Bitwa Warsawska. Løbet var et hyldest løb til Slaget om Warszawa i 1920 og arrangøren brugte til som anledning til at lave et brutalt løb. Hjemmefra vidste vi, at vi der ville være enkelte gruspassager, men vi vidste ikke, at det var decideret vanvittigt.

Vejarbejde blev brugt som et krydderi på etaperne og vi kørte dybe sandkasser (som på billedet herover) hvor folk styrtede i højre og venstre. Heldigvis sagde vores sportsdirektør fra efter første etape, da anden etape var udset at være endnu mere vanvittig.

VI stod allerede med smadrede hjul og rammer, så stemningen var ikke god. Han fik opbakning fra Jumbo-Visma samt flere andre hold, der ikke var tilfredse med forholdene. Efter mange timers arbejde fik de endeligt overbevist UCIs kommisær om, at det ikke var forsvarligt at køre under de forhold. Da han endeligt indså det fik de lavet en nødløsning, hvor vi kørte en del af anden etape som neutraliseret, så vi ikke skulle køre cykelløb på de farlige passager.

Én af de farlige passager var en sandgrav, som lå i bunden af en nedkørsel. Havde etapen ikke været neutraliseret havde vi vel ramt sandgraven med 65-70 km/t – i den neutraliserede udgave ramte vi den kun med 30 km/t, så der var kun en 6-7 mand der styrtede…

Det er netop episoder som ovenstående, der gør, at jeg bliver så vred over UCIs seneste udmelding. For vejen til mere sikre cykelløb kommer ikke af at man begrænser rytterne i deres kørsel. Den kommer den dag, man laver flere regler og linjer for hvordan ruterne må være.

Klare regler for barrierer i massespurter, klare regler for hvordan opløbsstrækningerne må være, klare regler for vejens beskaffenhed, klare regler for parkerede biler på ruterne.

Det er ikke fordi, at alle ryttere skal pakkes ind i vat og at der skal være forbud mod ruter, der har svære sving eller kringlede veje. Der vil altid være en risiko ved at køre cykelløb. Det er sgu aldrig sikkert at køre væddeløb på 2,5 centimeter brede gummidæk med 55 km/timen.

Men der er forskel på at noget er barskt og vildt og så at noget er vanvittigt. Hvis cykelløb skal være mere sikkert, så skulle man kigge på det sidste i stedet for at arbejde med meningsløs symbolpolitik.

Frederik Muff er rytter på det danske continentalhold, Team ColoQuick. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *