Dæktryk er mere afgørende end du muligvis tror.
Lad os starte med dæktryk. De fleste har og mange er stadig meget fokuseret på at pumpe deres dæk hårdt op. Gerne 6-8 bars. Dog er dæktrykket over årene faldet en smule i takt med at dækbredden er gået op. 23-25-28mm. Hvorfor? Fordi studier viser at et bredere dæk, skaber mindre friktion og dermed lavere rullemodstand. Samtidig viser studier også at kører du på en ujævn flade, som de fleste veje reelt set er, vil vibrationerne dæmpes i dækket og dermed undgå at videreføres til cyklen og rytteren, som derved øger effektiviteten og fremdriften. Oversat til dansk; Hvis vi ikke skal bruge energi på at kompensere for bump og vibrationer, kommer vi hurtigere frem med større overskud. Det gode eksempel ses under Paris Roubaix, hvor de fleste ryttere kører på brede dæk med lavt tryk. Det ville være meget mindre effektivt at komme hurtigt fra A til B på en Roubaix Pavé, med 19mm dæk pumpet til 11 bar vs. 28 mm og 4.5 bar. Hvorfor? Fordi det brede let pumpet dæk dæmper vibrationer, deflekterer mindre og ruller dermed lettere henover ujævnheder uden at tabe momentum.
Et hårdt pumpet dæk på en glat/jævn flade, vil reelt deflektere mindre end et lettere pumpet dæk. Til gengæld, vil det på en ujævn flade, videreføre mange flere vibrationer til rytteren, som skal bruge meget energi på at absorbere dette. I øvrigt kan det være en af de primære årsager til sovende hænder på cyklen, træthed og smerter i nakke og lænderyggen. Så jo mere ujævn terræn/overflade, jo flere watt kan der potentielt spares ved at finde det helt rigtige dæktryk. Dette er logik, og gammel viden for de fleste mtb’er. Har du for meget tryk i dækket, bliver dækket og rytteren kastet rundt hver gang det møder en forhindring. Risikoen for punkteringer øges. Reducering af greb og kontakt med underlagt, dvs. øget risiko for styrt.
Se Zipps video her
Zipp har som en del af deres udvikling, kigget meget grundigt på hvordan hjul og dæk kan få rytteren hurtigere og mere effektivt frem (besparelse af watt). Skivebremserne tager udviklingen og optimering af fælgen til et helt nyt niveau. Ikke nok med at det forbedrer bremsekraften betragteligt, men de muliggør også et mere aerodynamisk setup. Når der ikke skal tages højde for fælgbremsekalibre og øget robusthed i fælgbremsefladerne, muliggør det at lave en markant bredere og lettere fælgprofil, og dermed også en mere glat overgang til dækket, som øgerhjulets aerodynamik. (Se billede 1).
Samtidigt har Zipp kigget dybt ind i hvad det rette dæktryk betyder for performance og komfort, og udviklet en dæktryksberegner. Dæktryk og vibrationsdæmpning er to af de primære afgørende faktorer for din effektivitet og fremdrift. Derfor har Zipp produceret et hjulsæt, med en bred og meget aerodynamisk fælg, (25 mm indvendig fælgbredde. De fleste andre på markedet er 21 mm) som er er tiltænkt til et bredere dæk, hvor du potentielt kan køre lavere dæktryk. Og så er det naturligvis også tubeless-ready.
Find Zipps dæktryksberegner her
Personlig oplevelse
Jeg har nu kørt på hjulsættet i ca. 4 uger, og må ærligt indrømme at det at det bestemt er noget af det mest komfortable jeg til dato har oplevet. Hjulet virker stift, og kontant når du rejser dig og træder cyklen op i fart, men føles samtidig meget blød og behagelige, ja nærmest affjedrende, når du kører på ujævnt underlag. Flere gange har jeg taget mig selv i at tro jeg var punkteret, men hvor det blot var hjulets evne til at fjedre der gav dem svampede fornemmelse. Det skal forstås meget positivt. Jeg har indtil nu udelukkende brugt det som en del af mit gravelsetup, med enten 38 mm eller 42 mm dæk (Pathfinder fra Specialized).
Det har været enormt let at sætte hjulsættet op tubeless, da fælgen er hook-less. Dækket krænges lidt på og kan pumpes op og på plads med en fodpumpe. Hjulets profil som er cirka 4 cm høj føles meget aerodynamisk, men samtidig meget stabil selv under hårdere vindforhold. Det er tydeligt at mærke hvordan dækket føles enormt stabilt selv med meget lavt dæktryk – under 2 bar – på den 25. mm brede fælg (indvendigt mål). Zipp har deres helt eget nav, ZR1 DB med 66 paler, som sikrer en hurtig kontakt (engagement) når du accelerer. Bagnavet lyder desuden virkelig lækkert, når du holder frihjul, med en høj, hurtigklikkende lyd fra de 66 paler. (kontaktpunkter i bagnavet)
Der er desuden to ting som, skal videre skal fremhæves. Hjulsættet vejer officielt ind på 1352 g, uden fælgtape og ventiler, hvilket er i den virkelig lette ende og dernæst at prisen, fra tidligere Zipphjul, faldet cirka 5000 kroner, da fælgen nu produceres i asien og ikke USA. Det vil sige en vejledende udsalgspris på cirka 14-15.000 kroner.