Er du træningsafhængig?
Dit humøret er dybt afhængigt af om du har trænet eller ej. Det påvirkes også af hvor meget du har trænet og hvordan din træning er gået. Træning er det første du tænker på, når du står op og måske det sidste du tænker på inden sengetid. Det meste du foretager dig i løbet af dagen er bygget op omkring din træning. Har du det sådan eller noget i den retning, bør du læse nedenstående artikel.
Denne artikel er taget fra ”Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade”.
For personer, der lider af træningsafhængighed, fylder træning det meste af livet – motion er ikke længere et supplement til livet, men bliver hele omdrejningspunktet. Ligesom enhver anden form for afhængighed, oplever træningsafhængige abstinenser, hvorved der opstår en tvangspræget besættelse af motion.
Den intensive træning, som ofte karakteriserer personer, som lider af træningsafhængighed, kan medføre alvorlige skader som fx træthedsbrud (brud på knogler pga. for meget træning) eller ødelagte muskler. Dette er dog ikke en hindring for den træningsafhængige, der træner videre trods smerter og træthed. Selvom træningsafhængige ønsker at reducere træningen, kan dette opleves som en umulig opgave, fordi træningen har opnået kontrollen. Træning er blevet en måde at håndtere psykiske problemer eller kriser.
Når træning er det primære livsaspekt, der giver indhold, selvværd og identitet, vil det ofte skabe konflikter samt medføre nedprioriteringer af sociale aktiviteter. I yderste konsekvens kan det resultere i tab af venner eller samlever, fordi træningen overtager pladsen.
Det samme ses hos personer, der lider af megareksi, som er en spiseforstyrrelse, hvor personer styrketræner dagligt i timevis og følger særlige fedtfrie og proteinrige diæter. Personer med megareksi og personer med træningsafhængighed har begge ekstremt kontrol over træning. Men den træningsafhængige går ikke nødvendigvis voldsomt op i kost og vægt, men primært i træningsmængde og -intensitet.
Man kan også drage paralleller mellem træningsafhængighed og andre spiseforstyrrelser. De omhandler alle sammen en kropsrelateret adfærd, der ofte starter med et ønske om øget sundhed, som kan blive mere ekstrem med tiden.
Når man sammenligner træningsafhængighed med andre spiseforstyrrelser, er de træningsafhængige overordnet set besat af træning, mens personer med en spiseforstyrrelse er besat af mad og vægt. Den træningsafhængige forsøger at kontrollere kroppen gennem fysisk aktivitet, og personer med en spiseforstyrrelse forsøger at kontrollere kroppen gennem maden.
Der er mange diskussioner om, hvorvidt træningsafhængighed blot er et symptom på en spiseforstyrrelse, eller om det er en lidelse i sig selv. Men en del forskning mener, at træningsafhængighed må opfattes som en ny type spiseforstyrrelse.
For dig som vil vide mere om træningsafhængighed
Træningsafhængighed tilhører gruppen adfærdsafhængighed, der karakteriserer en adfærd, der opleves som tab af kontrol, og desuden giver den afhængige en følelse af umiddelbar gevinst ved sin adfærd som fx velvære, glæde, eller mindskelse af ubehag. Andre former for adfærdsafhængighed er fx ludomani og internetafhængighed. Begrebet træningsafhængighed er ofte til diskussion og andre termer, der bruges, er tvangsmotionister, træningsnarkomaner, træningsforstyrrede, fitnessjunkies og idrætsmisbrugere.
Selvom der endnu ikke findes en klar definition på træningsafhængighed, er følgende en anerkendt og anvendt definition: ”Træningsafhængighed er kendetegnet ved overdreven og tvangspræget fysisk træning med negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser”[1].
Symptomerne er ofte fysisk nedslidning som følge af overtræning, abstinenser, tiltagende træningsmængder og nedprioritering af familie, venner og job. I værste fald ses alvorlige overbelastningsskader.
Symptomerne på træningsafhængighed
Når man undersøger symptomerne, er det vigtigt at være opmærksom på både træningsmønsteret samt de psykologiske aspekter. Tidsforbrug og træningsintensiteten er også vigtige faktorer at inddrage, når man undersøger træningsafhængighed. En rolig joggetur kan for eksempel ikke sammenlignes med hård tempotræning, selvom det kan være lige så tidskrævende. Tidsforbrug er i sig selv heller ikke altid en afgørende faktor – mange professionelle sportsudøvere bruger enorme tidsmængder på træning uden at være afhængige af det. Omvendt bruger andre motionister ikke nær så meget tid på træning, men har alligevel udviklet et tvangspræget og problematisk forhold til træningen. Dog er der som oftest sammenhæng mellem træningsmængde og graden af afhængighed, hvilket betyder, at træningsafhængige som udgangspunkt træner mere end ikke-afhængige.
Symptomer på træningsafhængighed er [2]:
- Når træningen kontrollerer en i stedet for omvendt
- Når man bare skal træne i dag, lige meget hvordan forholdene er
- Når man forsøger at bekæmpe en smertende skade med dagens skemalagte træning
- Når man konstant tænker på og taler om træning
- Når besættelse af træning bliver til overmod, hvor man forveksler viljen til at overvinde kroppens fysiske begrænsninger med at have en stærk viljestyrke.
Når træningen fylder det meste af ens hverdag, kan det have store sociale og jobmæssige konsekvenser. Begrænsninger i samvær med familie og venner er ikke ualmindelige hos træningsafhængige, ligesom at uddannelse og jobfunktion ofte nedprioriteres. Desværre ses det også, at træningsafhængige mister venner, kæreste eller ægtefælle, fordi træningen overtager pladsen.
Afhængighed og abstinenser
Afhængighed og abstinenser er centrale symptomer hos personer med træningsafhængighed. En karakteristisk tankegang for de træningsafhængige er, at træning aldrig opfattes som tilstrækkelig – der kan altid trænes mere. Man glemmer at holde sig til sit træningsprogram og lytter ikke til sin krop, fordi man bliver ”høj” af træningen. Kroppens signaler og træthedstegn overhøres, og derved øges risikoen for (varige) skader. Ligesom med andre former for afhængighed såsom alkohol og stoffer, vil den træningsafhængige have behov for længere, hyppigere og mere intense træningssessioner for at opnå den samme intensitet af tilfredsstillelse. Derved sker udviklingen altså gradvist. Som følge af dette kan abstinenser opstå. Tegn på abstinenser kan være angst, tristhed, irritabilitet, spænding, rastløshed, skyldfølelse, ubehag, forvirring, nedsat selvværd og koncentration, sløvhed, tab af appetit, søvnbesvær og hovedpine.
Selvom det ønskes at reducere træningen, kan det mislykkes, fordi personen ikke selv har kontrollen. Og selvom man har mange smerter, kan man miste evnen til at skelne mellem ubehag og smerte. Gentagende ignoreringer af kroppens og psykens signaler kan på længere sigt få alvorlige konsekvenser. Og i nogle tilfælde være invaliderende. For meget træning kan give brud på knogler – også kaldet træthedsbrud. Dog er det sjældent en hindring for de træningsafhængige, da de netop trodser smerter ved at fortsætte træningen.
Årsager til træningsafhængighed
Som det er tilfældet ved spiseforstyrrelser og selvskade, ligger der oftest psykiske problemer bag træningsafhængighed. Den sunde, veltrænede krop opfattes i Danmark som værende udtryk for succes og kontrol, hvilket giver anerkendelse, bekræftelse og identitet. Men en trænet krop er ikke altid lig en sund sjæl, og det kan være symbol på en indre smerte. Når man er træningsafhængig, bruges træningen til at håndtere det følelsesmæssige ubehag, personen oplever. Undersøgelser viser, at unge – teenagere og personer i 20-års alderen – er mere udsatte for at udvikle en træningsafhængighed end personer over 40. Udløsende faktorer kan være en indre konflikt (fx en identitetskrise) eller en ydre hændelse (fx et tab eller store forandringer). Hvis man ikke trives og har bekymringer eller kriser, vil mange øge træningen for at få kontrol. Problemet opstår, når træningen ikke længere kan kontrolleres, men er den, der kontrollerer personen selv. Nogle mennesker ”giver slip” på den overdrevne træning, når problemerne er løst og bearbejdet, mens andre er så afhængige, at de ikke kan ændre deres livsstil. Derved bliver det, der måske i starten var ”løsningen” på problemet, altså træningen, det egentlige problem.
