Indendørs træning har i mange år været lidt et fy-ord i de mere konservative dele af cykelsporten. Også blandt mig selv. Tidligere så jeg hometraineren som et poppet alternativ, der aldrig kunne måle sig med landevejen. Og måske også et alternativ for de, der var lidt for blødsødne til at kunne træde udendørs, når vejret var barskt.
Jeg brugte til nøds min hometrainer de få dage, hvor det var uforsvarligt at køre udendørs på grund af is eller sne. Jeg brugte den de dage, hvor jeg rullede 30 minutter inden morgenmaden for at kickstarte forbrændingen eller de dage, hvor jeg på grund af arbejde eller andet først kunne være på cyklen meget sent om aftenen. Med andre ord, så var det slet ikke noget, jeg gad prioritere.
I dag er det lidt anderledes. Jeg er for lidt over en måned siden udtaget til de danske herrelandshold, der den 9. december skal køre VM i Zwift – eller som det hedder så mundret på engelsk ”UCI E-Sports World Championships.”
Vi skal duellere mod verdens bedste zwift-ryttere og en god håndfuld af verdens bedste ryttere fra landevejen. Foruden mig består det danske landshold af to ”zwiftere” i form af Anders Foldager og Nicklas Pedersen, mens sidste mand er landevejsprofilen Michael Valgren – som i øvrigt tidligere også har vist sig som en dygtig Zwift-rytter til diverse professionelle løb, der er blevet kørt på platformen her under corona-pausen.
Jeg vil tro, at vores bedste bud på en dansk medalje ligger hos Nicklas. Det lyder måske underligt, når vi har en profil som Michael Valgren på holdet, for der er ingen tvivl om, at Michael ville være ubestridt medaljefavorit, hvis vi kastede os ud i et landevejs løb.
Men her skal man huske, at dynamikken er meget anderledes i Zwift. Der er forskel på at være god til at køre på landevejen og god til at køre på Zwift. Er man ikke inde i platformen, så lyder det måske lidt underligt, men Nicklas er ekspert i at spare kræfter i de virtuelle løb. Det kræver fingerspitzgefühl og timing, som man kun får, når man kører meget Zwift – og mens tre af os på landsholdet har en landevejskarriere, så er Nicklas KUN Zwift-rytter. Udover det, så hersker der ingen tvivl om, at han er én af verdens allerbedste til det, han gør.
For mange er Zwift et sjovt alternativ, hvor man hopper på hometraineren og finder det første og det bedste løb. Det var det også i starten for mig, men det har udviklet sig lidt her henover over året. Nu er det blevet ramme alvor.
Hver mandag kører jeg med i Zwift Racling Leagues Premier Divison med mit e-sports-hold, Team PO Auto – CeramicSpeed. Løbsserien kaldes også Pro AM og er en serie for de 20 allerbedste hold på Zwift – en form for virtuel WorldTour om man vil.
For at være med skal man først og fremmest kvalificere sig og igennem strenge valideringskrav, hvor man masser af data ind til ZADA – Zwifts ”anti-snyd”-enhed – som analyserer det hele og godkender, om rytterne opfylder kravene til at være med.
Det indebærer blandt andet, at man kører en performance-test på Zwift, som optages og sendes på ZADA. I denne kan de se, at man kalibrerer sit udstyr korrekt og de kan se, at man kan træde de watt, man kører i løbene. Inden hvert løb indsender vi også en video, hvor vi vejer os ind og efter løbet sender vi to filer til ZADA – én fil, der har optaget watt fra vores hometrainer og én fil, der har optaget watt fra vores anden wattmåler i ex. kranken.
Alt dette er et krav, så løbene bliver så fair som mulige – og det er vigtigt, for det er ikke kun æren, der på spil. I World Tour serien er der en samlet præmiesum på 95.000 kroner, som fordeles på de fem bedste hold – til VM er der 120.000 kroner til de tre nationer på podiet. Med andre ord er der altså lidt mere på spil end bare æren.
Derfor har jeg også valgt at omstrukturere min vintertræning og køre meget hårdere denne vinter . Den del kommer jeg meget mere ind på i mit næste indlæg!
